"Årbøgerne", Tacitus' sidste arbejde, dækker perioden fra Augustus Caesars død i 14 e.v.t. Han skrev mindst seksten bøger, men bøgerne 7-10 og dele af bøgerne 5, 6, 11 og 16 mangler. Bog 6 slutter med Tiberius' død og bøgerne 7 til 12 dækkede formodentlig Caligulas og Claudius' regeringsperioder. De resterende bøger dækker Neros regeringstid, måske indtil hans død i juni 68 eller indtil slutningen af det år for at få forbindelse med "Historiebøgerne". Den anden halvdel af bog 16 mangler; den slutter med begivenhederne i 66. Vi ved ikke, om Tacitus afsluttede arbejdet; han døde, før han kunne afslutte sine planlagte beretninger om Nerva og Trajan, og ingen optegnelser overlevede af arbejdet med Augustus Caesar og begyndelsen af det romerske imperium, som han havde planlagt at afslutte sit arbejde med. "Årbøgerne" er en af de tidligste sekulære historiske tekster, der nævner Kristus, hvilket Tacitus gør i forbindelse med Neros forfølgelse af de kristne.

Tacitus var født i en provinsiel familie af ridderstanden, antagelig i det nordlige Italien eller det sydlige Gallien. Som ung mand studerede han retorik for at forberede sig på en karriere inden for jura og politik. Da han var i 20'erne, giftede han sig med Julia Agricola, datter af Gnaeus Julius Agricola. Svigerfaderens bedrifter som guvernør i provinsen Britannien blev nøje dækket i hans værker, og det er tydeligt, at der var et godt forhold mellem de to. Han begyndte sin politiske karriere i 81 som kvæstor. Derefter fortsatte han gennem cursus honorum og blev kendt som en dygtig taler og advokat. Det blev bemærket, at hans navn ikke passede særlig godt ("tacitus" betyder "stille"). Tacitus klarede sig gennem Domitians terrorvælde, antagelig fordi han gjorde tjeneste i provinserne fra ca. 89 til ca. 93 og derfor ikke kom direkte i vejen for kejseren. Han blev senator, og i 97 var han consul, som den første i sin familie. Samme år nåede han højden af sin berømmelse som taler med gravtalen for Verginius Rufus, en berømt soldat. I 98 udgav han tre mindre værker og vendte derefter tilbage til sit virke som advokat. Sammen med Plinius den yngre vandt han i 100 sagen mod Marius Priscus, prokonsulen i provinsen Africa, som var tiltalt for korruption. Plinius berømmede nogen dage senere Tacitus' talekunst i et af sine breve (Brev II, 11). I 98 skriver han den først kendte omtale af Samerne (et folk han kaldte Fenni). Han var derefter borte fra politikken i flere år og skrev sine to hovedværker, "Årbøgerne" og "Historiebøgerne". Så blev han civil guvernør i provinsen Asien i 112. Man antager, at han døde ca. 117.